Skip to main content

Konstruktionsingeniører til Aarhus-kontoret

Er du vores nye kollega: Konstruktionsingeniør i Aarhus N

Industri Beton A/S leverer en bred vifte af betonelementer til byggeriet. Vi er godt i gang med at udvide den tekniske afdeling og har bl.a. derfor oprettet et kontor beliggende i Aarhus N. Vi søger både nyuddannede og erfarne konstruktionsingeniører til beregning af etagebyggeri; vægge, trapper, søjler og bjælker m.v. Du får en del af ansvaret for den statiske beregning af etagebyggerier i tæt samarbejde med de øvrige medarbejdere i afdelingen, og i forbindelse med projektering og design vil du også indgå i et tværfagligt samarbejde med de øvrige afdelinger i virksomheden. Du skal desuden optimere konstruktionerne og kvalitetssikre de statiske beregninger. 

I samarbejde med salgs- og projektafdelingen vil du få kontakt til rådgivende ingeniører og entreprenører/ bygherrer. Hovedparten af din tid vil blive anvendt internt i virksomheden, hvor du skal have fokus på følgende hovedområder:

•    Ansvar for statiske beregninger af etagebyggeri
•    Støtte op om salget af etagebyggeri og sikre vidensdeling mellem alle involverede interessenter
•    Projektrådgivning i samarbejde med rådgivende ingeniører og entreprenører
•    Sparring med øvrige afdelinger samt medvirke til at løfte det ingeniørmæssige kompetenceniveau i virksomheden
•    Kvalitetssikring af processen fra opstart til levering af det færdige produkt

Du er enten nyuddannet eller sidder i dag i en funktion hos en betonelementfabrik eller hos en rådgivende ingeniør, hvor du arbejder med betonkonstruktioner inden for etagebyggeri. Det er vigtigt, at du interesserer dig for statiske beregninger og betonkonstruktioner og har lyst til at påvirke virksomhedens strategiske og kommercielle retning. Du har indgående kendskab til de gældende krav til statisk dokumentation, og du er dygtig til at anvende forskellige konstruktions- og beregningsprogrammer. Det vil være en fordel, hvis du også har viden om og erfaring med forspændte elementer. 

Som person er du pligtopfyldende, detaljeorienteret og selvkørende. Du kan forvandle idéer til praktisk handling, holder uden problemer mange bolde i luften, og du overholder dine deadlines. Samtidig er du en team player, og du er god til at kommunikere både internt og eksternt. Vi arbejder i et uformelt miljø og vægter godt humør, positiv indstilling, stabilitet, loyalitet og engagement højt. 

Vi tilbyder
et job med stor afveksling og mangeartede opgaver inden for moderne betonproduktion. Gode muligheder for både personlig og faglig udvikling i et tværfagligt og til tider hektisk miljø samt gode lønforhold, der modsvarer dine kvalifikationer. 

Ansøgning
Ønskes yderligere information om jobbet, kontakt da Produkt- og konstruktionschef Mikkel Jensen på mail mj@industribeton.dk eller tlf. 25 57 51 56. Send din ansøgning mærket ”Konstruktionsingeniør” vedlagt CV og andre relevante bilag til job-aarhus@industribeton.dk. Tiltrædelse snarest muligt. Samtaler afholdes løbende.