Skip to main content

Nyt flislager ved Grenaa Varmeværk

6. december 2017

Perstrup Beton Industri A/S har stået for leverancen af betonelementerne til det nye flislager ved Grenaa Varmeværk, ligesom koordineringen af arbejdet også var en stor del af opgaven.

Leveringen og monteringen af betonelementerne til flislageret var en spændende opgave i flere etaper med meget store elementer og en del koordinering af produktion og levering.

– Vi producerer selv elementerne på vores egne fabrikker, og der er tre forskellige lokaliteter, så det kræver en del koordinering. Nogle af elementerne til flislageret var meget store, så vi skulle også planlægge løft og transport, fortæller Mikkel Jensen, projektleder hos Perstrup Beton Industri A/S.

Perstrup Beton Industri A/S leverede elementer til ’huset’, der omgiver maskinerne på lageret/værket samt kontorlokalerne til det administrative personale, og derfor har de dels arbejdet lidt forskudt af de øvrige aktører og dels været med helt fra begyndelsen.

– Vi var med fra projekteringen og fik tegningerne, som vi planlagde vores produktion og levering ud fra. Vi skiftedes lidt med de andre håndværkere og leverandører om at levere produkterne, som det passede ind i byggeplanerne, forklarer Mikkel Jensen og tilføjer, at der var tale om forskellige betonelementer, både massive og sandwichelementer.